Systemer & adfærd er affaldets yin & yang
Flere millioner affaldsbeholdere med rumdeler er de seneste år trillet hen foran danskernes hoveddøre. Det skal til for at gøre det nemt at sortere affaldet korrekt.
Men beholderne, og den omfattende logistik med tømning, kørsel, videresortering og behandling gør det ikke alene.
Dele op og putte i de rigtige rum
Hele systemet er afhængigt af borgernes adfærd. Vi skal dele vores affald op inde i huset eller lejligheden, og vi skal putte det i de rigtige rum og beholdere udenfor. Ellers bliver det hele brændt.
Lige så vigtigt, det er for kommunen eller affaldsselskabet at have styr på hele affaldssystemet, lige så vigtigt er det at arbejde med borgernes adfærd.
Igen, igen, igen og så igen
Det enkle svar på udfordringen er: Information. Borgerne skal have at vide, hvorfor og hvordan de skal sortere affaldet.
Og det skal de have at vide igen, igen, igen og så igen.
Det er ligesom med systemerne. Skraldebilen kommer hver 14. dag året rundt. Information kommer også hele tiden.
Batterier – hvordan var det nu?
Folk er ikke dumme, og folk vil gerne gøre noget godt for miljøet. Men de færreste arbejder med affald, og opfatter alt med sortering rigtigt i første hug. De skal mindes om det nogle gange.
Det kan godt være, der har stået et sted, at jeg kunne aflevere mine batterier på en pose, som jeg lægger oven på skraldespanden. Men det har jeg ikke bidt mærke i, for jeg har ikke haft behovet. Det har jeg nu, og hvad gør jeg lige med de batterier?
Der er også hele tiden udskiftning. Folk flytter til og fra forskellige kommuner og fra hus til lejlighed og omvendt. Det er ikke affaldssortering, der står øverst på to-do-listen, når livet forandrer sig, så her er en målgruppe, der skal have noget at vide.
Keep it simple – kom i gang
Hvad skal vi så fortælle dem, og hvordan gør vi lige det? Tankegangs råd vil være: Keep it simple – kom i gang. Ét budskab, et medie. Og så er det bare at tage fra en ende af og fortsætte i en uendelighed.
Fortæl hver gang hvorfor og hvordan det pågældende affald skal sorteres, og gerne hvad der sker med det efter, at borgeren har afleveret det.
Fortæl det på alle de måder, du kan komme til: Film, klistermærker, bannere, plakater, sociale medier, foldere, nyhedsbreve, mailsignatur, pressemeddelelser, annoncer eller breve.
Nu er den gal med….
Vi har en god kunde, som ringer nogle gange om året og fortæller, at nu er den gal med sorteringen af det ene eller det andet. Så hun beder os om at lave noget information. Vi holder et møde, hører om problemet, taler om målgruppen og kaster et par idéer op. Så laver vi en lille kampagne, og det virker hver gang.
Vi har en god kollega i affaldsbranchen, Econet, som roder i det affald, folk afleverer og laver statistikker. Her kan de se, hvilke kommuner, der informerer løbende om affaldssortering, for der er kvaliteten af sorteringen rimeligt god. I de kommuner, der ikke informerer systematisk, bliver sorteringen en smule ringere år for år.