Gå til hovedindhold
Affald, Forsyning, Folketingsmøde

Folketingsmøde hos forsyningen

Der skal være plads til lokale ordninger og til innovative løsninger, når det nye landsdækkende affaldssystem med 10 fraktioner ruller ud.
Det mener Vesthimmerlands Forsyning, og den sag er så vigtig, at forsyningens formand Jens Lauritzen (V) ønskede at invitere de nordjyske folketingsmedlemmer på besøg for at drøfte det nye affaldssystem fra en praktisk og lokal synsvinkel.
Tankegang blev bedt om at hjælpe. Vi lavede en formålsbeskrivelse og en lille drejebog for dagen og lagde sammen med forsyningen og Vesthimmerlands Kommune den færdige plan. Tankegang udarbejdede også invitation til dagen og et lille informationsmateriale om genanvendelse af affald samt om Vesthimmerlands Forsyning.


To gruppeformænd
Seks folketingsmedlemmer dukkede op, herunder formændene for Socialdemokratiets og Venstres folketingsgrupper, Flemming Møller Mortensen og Karsten Lauritzen.
Omdrejningspunktet for besøget var et forsøg med indsamling af tøj og blød plast i landsbyen Vester Hornum. Det har øget mængderne af plast med 400%, og virksomheden Genplast i Farsø har kunnet lavet nye plastprodukter ud af mere end 98% af det indsamlede.
-    Vi vil gerne rulle det ud i resten af kommunen, men som vejledningen fra Miljøstyrelsen ser ud, må vi ikke. Blød og hård plast skal samles ind sammen, forklarede Vesthimmerlands Forsynings direktør Morten Aaby Nielsen til politikernes forbløffelse.


Større frihed
Flere påpegede, at det havde været et vigtigt punkt i forhandlingerne om klimaaftalen at give kommunerne mulighed for at lave egne ordninger ud over de aftalte. Så de tog fra Løgstør med ny viden og med ønsket om at ændre vejledningerne, så der ikke bliver ét fælles system i hele landet.
Direktør Stig Nielsen fra Genplast fortalte, at den fint sorterede plast fra Vester Hornum kommer direkte ind i anlægget og bliver til ny plast. Det skal hverken sorteres eller vaskes, og det betyder, at produktionsprisen er 1/8 af den genbrugsplast, som har været forbi de store sorteringsanlæg.
-    Sortering ved kilden er det mest effektive og det billigste, fastslog Stig Nielsen.
Han tilføjede, at der sikkert er borgere, der ikke vil sortere blød plast fra. Så kan de bare aflevere det som restaffald. De fleste borgere vil gerne sortere og forsøget i Vester Hornum viser, at kvaliteten af deres sortering er tårnhøj.


Virkelighedsfjern tidsplan
To borgere fra Vester Hornum fortalte på mødet med folketingsmedlemmerne, at det overhovedet ikke havde været noget problem at sortere den bløde plast fra. De havde fået et fint informationsmateriale, og folk snakkede sammen om sorteringen. 
Netop involvering af borgerne var et andet budskab fra forsyningen. Ifølge Miljøstyrelsen skal de nye ordninger fungere fra 1. juli 2021, og politikerne fik endnu en gang at vide, at den tidsplan ikke har nogen forbindelse med virkeligheden. 
Når den nationale affaldsplan er godkendt, kan kommunerne udarbejde deres planer, som også skal i høring. Herefter er der udbud, og så løber månederne. Igen var der syn for sagn på genbrugspladsen i Løgstør. Forsyningen havde netop fået en ny skraldebil, som har været 16 måneder undervejs fra bestilling til levering.
 

About