Gå til hovedindhold

Borgere leverer byggematerialer

Håndværkere og borgere er begyndt at levere byggematerialer til et nyt center for cirkulær økonomi på genbrugspladsen i Horsens. Det foregår i et hjørne af genbrugspladsen, der med Tankegangs mellemkomst er døbt Det grønne Hjørne og har fået en smiley som logo.

Her kan håndværkere og andre aflevere brugbare byggematerialer. Det kan være sten, plader, døre, isoleringsmateriale, håndvaske eller toiletter, der er kommet i overskud i forbindelse med en byggeopgave.

Rent genbrugsbyggeri
Det vil blive brugt i det kommende byggeri af genbrugscentret Stablen, der skal bygges af lutter genbrugsmaterialer. Eller det kan bruges ved en tilsvarende, mindre bygning på genbrugspladsen i Brædstrup.

Blandt de første materialer, der er kommet ind, er 12 pakker lyse, kvadratiske klinker. Dermed er det så bestemt, at der på ét område i Stablen skal være lyse klinker. Det bliver arkitektens og entreprenørens udfordring at få alle materialer i brug, så der stadig er en flot og funktionel bygning.

Positiv omtale
Det grønne hjørne har fået positiv omtale i lokale medier, og Horsens Kommune har sendt et informationsbrev ud til alle håndværkere. I den første tid vil medarbejdere fra Affald og Genbrug komme forbi Det grønne Hjørne med mellemrum og tale med brugerne om deres oplevelse af stedet. Indtil videre er der kun kommet positive reaktioner.

Skiltningen er lavet med billeder af korrekt afleveret materiale, og det ser ud til at virke. Det er gammel læring, at orden skaber orden og rod skaber rod. Tingene bliver afleveret korrekt og lagt i nydelige stabler, sådan som der står på skiltene.

CE-mærkning
Idéen om at bygge i genbrugsmaterialer er ikke helt nem at føre ud i livet. Byggematerialer skal være CE-mærket for at kunne bruges i nyt, offentligt byggeri, og det kan være svært med lister eller planker, der bliver afleveret uden emballage.

Horsens Kommune har fundet en dansk producent, som kan brænde træet let, så det får en kullet overflade. Efter den behandling kan det CE-mærkes, og det skaber en flot facade på bygningen, som man kan se på et af billederne til artiklen.

About