Medarbejdere fandt 200 mio. kr.
75 medarbejdere fra Randers Kommune fandt besparelser for omkring 200 mio. kr., da de tirsdag og onsdag var samlet til VIP-dage i Essex Park med udsigt over FC Randers' hjemmebane.
VIP er en Tankegang-forkortelse, der står for Værdifulde Idéer fra Personalet. Randers Kommune havde udvalgt medarbejderne ved lodtrækning, så de dækkede næsten alle arbejdsområder i kommunen.
17 grupper kom på halvanden dags hårdt arbejde under ledelse af Tankegangs Stener Glamann. Efter introduktion og baggrundsviden var der idéudvikling i grupperne den første eftermiddag. Tankegang havde fortrykt 200 idékort, og de rakte lige nøjagtigt.
Dagen efter gjaldt det processen fra idé til forslag. Her skulle grupperne prioritere og sortere deres idéer, vælge de bedste ud, beskrive dem og sætte beløb på. Seks talknusere fra kommunens forvaltninger stod til rådighed som konsulenter, så grupperne kunne få et billede af økonomien og også en faglig vurdering af deres forslag. På den måde lykkedes det at sortere forslag fra, som ikke kan gennemføres på ene i lgrund af lovgivning, overenskomst eller andre forpligtende aftaler.
Ambitionen var 1 mio. kr. i besparelse pr. deltager - og resultatet blev over dobbelt så højt. Grupperne leverede i alt 104 forslag med en bruttobesparelse på over 200 mio. kr. Der er nogle gengangere i blandt, og Randers Kommune har ikke gjort den endelige sum op. Arrangementet sluttede med fernisering, hvor kommunens direktion mødte frem for at besigtige forslagene, der hang side om side på væggene i loungen.
VIP-dagene er en del af kommunens samlede proces med at inddrage medarbejdere og borgere i arbejdet med at finde besparelser. Randers Kommune har også åbnet en hjemmeside, hvor alle kan stille forslag og inden byrådet vedtager budgettet, holder kommunen borgermøde om besparelserne.






